Vedtægter

Vedtægter for Brande Motion

 

1) Foreningens navn og hjemsted. 
Foreningens navn er Brande Motion, og den er hjemmehørende i Ikast-Brande Kommune. Foreningens udøvere benævnes i daglig tale, “Branditterne”.

 

2) Foreningens formål. 
Foreningens formål er at dyrke motionsløb og motionscykling med tilhørende aktiviteter, herunder socialt samvær i forbindelse med aktiviteterne. Foreningen stiller med hold til arrangementer.

 

3) Medlemskab af organisationer. 
Foreningen søger medlemskab i relevante organisationer.


4) Optagelse af medlemmer. 
Som medlemmer kan optages personer, som vil følge foreningens formål. Foreningen skal have en registreret medlemskreds.


5) Kontingent.
Foreningens kontingent fastsættes for ét år på den ordinære generalforsamling.  En eventuel ændring kan først træde i kraft det følgende år. Kontingentet er delt op i et kontingent for børn op til 16 år og voksen medlemskab.
Bestyrelsen fastlægger regler for indmeldelse og betaling af kontingent.

 

6) Ordinær generalforsamling. 
Den ordinære generalforsamling holdes hvert år i februar og indkaldes med mindst tre ugers varsel ved medlemsbrev på papir eller elektronisk. Dagsorden skal fremgå af indkaldelsen.
Forslag, som ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest en uge før generalforsamlingen.


7) Dagsorden for generalforsamling. 
Dagsorden for den ordinære generalforsamling:
1) Valg af dirigent.
2) Bestyrelsens beretning.
3) Regnskab.
4) Kontingent.
5) Indkomne forslag.
6) Valg:
            a) bestyrelse.
            b) to revisorer.
            c) en revisorsuppleant.
            d) festudvalg.


7) Fri debat.

 

8) Generalforsamlingens ledelse. 

Generalforsamlingen vælger en dirigent, som leder forhandlingerne. Beslutninger indføres i referatet. Generalforsamlingen afgør sager ved simpelt stemmeflertal. Hvis et medlem ønsker det, skal afstemningen ske skriftligt.
Vedtægtsændringer kan ske på enhver generalforsamling, når 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.


9) Ekstraordinær generalforsamling. 
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af mindst to bestyrelsesmedlemmer, eller når en tiendedel af medlemmerne skriftligt kræver det. Øvrige regler følger ordinær generalforsamling.


10) Bestyrelsen. 
Foreningen ledes af en bestyrelse på syv medlemmer. Dels tre medlemmer valgt på generalforsamlingen for to år; formand, næstformand/sekretær og kasserer, dels formændene for løbsudvalget og afdelinger for løb, cykling og mountainbike; disse fire indtræder på den ordinære generalforsamling.
Formanden afgår lige årstal. Kassereren og næstformand/sekretær afgår på ulige årstal. Afgår et af disse medlemmer i utide, vælges et nyt på en ekstraordinær generalforsamling.

         Formanden og et medlem af bestyrelsen har tegningsret for foreningen.
         Revisorer, revisorsuppleant og festudvalg er valgt for et år.

11) Udvalg.

Foreningen er delt op i tre afdelinger for henholdsvis løb, landevejscykling og mountainbike.

Afdelingerne finder frem til de arrangementer, hvor foreningen stiller med hold.

Hver afdeling ledes af et udvalg, som den enkelte afdeling selv vælger, og det består af mindst tre medlemmer. Det vælges inden udgangen af november på et afdelingsmøde, som nuværende afdeling indkalder til og afdelingen laver dagsorden.

Alle valg gælder et år. Udtræder et medlem af udvalget vælges et nyt på et afdelingsmøde.

Til at stå for afvikling af løb nedsætter bestyrelsen et løbsudvalg på mindst tre personer. Udvalget foreslår selv dets sammensætning. Disse vælges ind på afdelingsmøder efter behov.

Udvalgene konstituerer sig selv med blandt andet formand og sekretær. Formanden indtræder i bestyrelsen, og er denne forhindret til et møde i bestyrelsen, deltager et andet medlem fra udvalget. Bestyrelsen skal informeres om hvem der er stedfortræder for afdelingsformændene hvis en af disse er fraværende til bestyrelsesmøde.


12) Revision. 
De to revisorer har til enhver tid fri adgang til regnskab og medlemsliste og skal inden generalforsamlingen revidere og påtegne regnskabet.


13) Opløsning. 
Opløsning af Brande Motion kan kun ske ved to på hinanden følgende generalforsamlinger. Eventuelt overskud i foreningen går til velgørende formål til idrætten i Brande by bestemt af den opløsnende generalforsamling.

 
Vedtagelse. 
Således vedtaget på den stiftende generalforsamling i Brande Hallerne mandag den 16. november 1992. 

Første bestyrelse: Jan Svendsen, Margit Kristensen, Vagn Krogstrup, Jørgen Kjærgård og Peter Hovgård Andersen samt dirigent Carsten Dalgaard, Ikast.

Revideret den 20. februar 2002, den 19. februar 2009, den 21. februar 2013, den 19. september 2016 og den 6 februar 2020