Vättern Rundan 2005

Her er vi alle klar til turen
Klik - forstør billede

Af Gert Jakobsen 


Torsdag morgen den 16. juni kl.: 06:15 mødtes 10 forventningsfulde motionister på parkeringspladsen ved hallen. Vi skulle til Sverige og cykle Vättern Rundan 2005, som i øvrigt havde 40 års jubilæum. Jeg kan oplyse, at det var der ca. 17.500 andre der også skulle. Der var deltagere fra mange forskellige lande

Vi, dvs. Jørgen & Hanne Boye, Inger Kjærgaard, Evald Møller, Leo Pedersen, Christen Søndergaard & Tove, Ivan Andersen og Lise & Gert Jakobsen. På denne tur havde vi fire debutanter, nemlig Leo, Inger, Evald og Christen. Vi andre havde prøvet det før, så vi vidste hvad vi gik ind til.

Turen til Sverige havde været planlagt siden oktober 2004. Alt var klappet og klar. Færgebilletterne var booked, indkvarteringen i Motala var booked og ikke mindst cyklerne var top trimmet. Nu manglede vi bare at konstaterer om benene var det samme.

Så nu var det bare af sted til Frederikshavn, som var første stop på turen. Vi ankom til Motala sidst på eftermiddagen og fik os installeret i en dejlig villa, ca. 10 minutters cykling fra startstedet.

Vi besluttede, at vi ville have nummerudlevering overstået torsdag aften, så vi ikke skulle bøvle rundt i det om fredagen. For at sikre at EPO depoterne var fyldt tømte vi et par flasker vin eller var det flere flasker rødvin til aftensmaden.

Fredag besluttede vi at cykle en lille tur, meget lille tur på ni kilometer. Vi endte inde i byen, hvor vi stødte ind i et norsk hold der tidligere på morgen havde forsøgt, at sætte hastighedsrekord på Vättern Rundan, som er på 6 timer og 23 minutter. Det lykkedes ikke, de kørte rundt på 6 timer og 41 minutter. Da vi ankom til havnefronten var det norske hold i færd med, at blive interveiwed og fotograferet. Da de var færdige med det stillede det danske hold op til fotografering og interview, men pressen var ligesom ikke interesseret, så vi måtte selv tage billederne.

Eftermiddagen gik med, at lade op til morgendagens strabadser, sætte numre på trøjerne, cyklen, foretage de sidste små justeringer på cyklen, og i det hele taget gøre sig klar til turen. Fredag aften tog vi ind på torvet for, at se veteranerne starte. Det gjorde de kl.: 19:00. Herefter gik vi hjem, i regnvejr, så det var jo ikke det allerbedste udgangspunkt for morgendagen. Det regnede faktisk indtil midnat.

Vi skulle starte kl.: 03:34, så lidt tid til søvn blev det også. Søvn er måske så meget sagt, men vi havde da muligheden for det, hvile er måske det rigtige ord i den sammenhæng. For mit eget vedkommende tror jeg det blev til et par timers søvn. Jeg vågnede da ved, at alarmen vækkede mig kl.: 02:00.

Lørdag morgen var en lidt kold og klam morgen. Der var både stilhed og munterhed at spore blandt deltagerne. Munterheden måske mere et udslag af nervøsitet over at skulle i gang med de 300 kilometer.

Vi tog af sted fra huset kl.: 03:00, da vi skulle være fremme ved start mindst et kvarter før. Jeg tror nok, at alle fik deres toiletbesøg overstået i rette tid.

Vi startede præcist kl.: 03:34 sammen med ca. 60 andre og med mastermotorcykel foran. NĂĄr man nu er en sĂĄ stor homogen gruppe, som vi var, samler man ret hurtigt en lille flok pĂĄ en 50-60 motionister i en hale efter sig. Det gjorde vi ogsĂĄ.  Der var endda nogle der ventede pĂĄ depoterne og spurgte om de mĂĄtte køre med os, da de synes vi var gode til gruppekørsel.

Vi havde besluttet, at vi ville starte sammen og komme hjem sammen. Det løfte holdt vi. Vi havde også besluttet, at vi ville ind på alle depoter, det gjorde vi også. Vi havde også besluttet, at vi alle ville vise stor disciplin på depoterne, for at undgå for meget spildtid. Det gjorde vi også. Vi brugte sammenlagt 2½ time på alle ti depoter. Her skal uden forstående vide, at vi på depotet i Jönkøbing blev beværtet med kartoffelmos og pølser, eller havregrød og i Hjo fik vi lasagne.

Vejret på de første 110 kilometer kunne gå til en hvilken som helst side. Det kunne blive regn eller sol. Først hen på formiddagen besluttede vejret sig for sol.

At komme til Jönkøbing efter 110 kilometer, er et af de magiske punkter pĂĄ turen, hvorfor? Fordi det er her man begynder at køre op pĂĄ den modsatte side af Vättern. Turen hertil  forløb uden uheld eller defekter af nogen karakter. De første 110 kilometer lĂĄ depoterne med 40 kilometers mellemrum. Nu begyndte der kun at være ca. 30 kilometer imellem dem eller sagt pĂĄ en anden mĂĄde, det var jo bare en lille træningsaftenstur mellem hvert depot.

Det er sådan, at på de fleste depoter kan man få blåbærsuppe, noget rigtig sødt stads især efter en 4-5 kopper. Den første gang jeg deltog i Vättern Rundan i 1997, undrede jeg mig meget over mange af deltagerne udseende. Det virkede som om de var syge, helt cyannidblå om munden, som om de var langt ude over deres sidste reserver. Det viste sig senere, at det var blåbærsuppen der farvede læberne.

Vel ankommet til Hjo, der var depotet hvor vi skulle have lasagne og en lidt længere pause. Vejret var nu blevet mærkbar varmere, solen ved at bryde igennem. Efter et godt måltid mad drog vi videre på vores plyndrende færd. Med plyndrende mener jeg i antallet af kilometer. Vi åd os ind på målet. Næste stop var Karlsborg, her røg regnjakken , nu var det blevet varmt. Karlsborg depotet ligger efter 220 kilometer, så nu havde vi kun 80 kilometer tilbage. De sidste tre depoter Boviken, Hamarsund og Medivi blev naturligvis også besøgt. Efter Hamarsund depotet er det, at vi kommer ud på ”dødsvejen”. Heldigvis var der lavet hastighedsbegrænsning på 50 kilometer og der var i massevis af politi på vejen. Til vores store glæde var en del af ruten lagt om. I stedet for, at vi skulle køre hele vejen ind til Motala, på den stærkt trafikerede vej, gik turen ind igennem et stort skovområde, uden biler. Den sidste del af ruten ind til Motala var biler og cyklister adskilte.

Med kun ganske få kilometer tilbage begyndte sejrsglæden at komme til udtryk. Det var ligesom om energien steg nogle grader. Da vi kom til målstregen havde vi den store glæde, at høre speakeren udtale, at det var en sjældent syn at se en så stor gruppe ens påklædt komme samlet i mål. De fleste kom dryssende en og en.

I målet ventede Christen kone, Tove, med champagne og det blev vel modtaget. Alle var stolte, glade og tilfredse. Vi havde kørt 9x300 kilometer uden defekter, uden uheld af nogen som helst karakter.

Efterskrift.
Vättern Rundan er i mine øjne et af de bedste udenlandske løb, at prøve kræfter med som nybegynder. Løbet afvikles i et let kuperet terræn. Depoterne er velforsynende og ligger godt placeret på ruten og der er nok af dem. Vättern Rundan er én stor folkefest. Der er stort set tilskuere på hele ruten. Knap så mange tidlig morgen , men op på formiddagen kommer de ud af deres små huse og klapper alle frem.

Jeg kan på alles vegne roligt skrive, at det var én af de bedre oplevelser i Brande Motions Cykelafdeling. Undervejs havde vi ingen kriser, jeg tror det skyldes at vi havde et så fantastisk sammenhold på hele turen. Alle hjalp hinanden. Vi havde god disciplin på depoterne. Når man samtidig tænker på, at vi boede under samme tag i tre dage uden et eneste vrissende ord imellem os, synes jeg det er imponerende.

Til alle andre, som har fået lyst og mod på opgaven kan jeg oplyse, at vi er flere der nok vil køre turen igen. Om det bliver i 2006 eller 2007 ved jeg ikke, men alle kan vel få et tilbud de ikke kan sige nej til.

Gert Jakobsen

 

Yderligere oplysninger kan fĂĄs ved henvendelse til Hanne Boye tlf. 9718 2083