Les Trois Ballons 11-06-2005

Af Niels K. Eriksen

Torsdag den 9. juni 2005 kl. 6.30 drog ti cykelryttere fra Brande Motion, nemlig Karl Risbjerg, John Henneberg, Jørn Larsen, Jan Svendsen, Kim Eriksen, Niels K. Eriksen, Henning Boisen, Bjarne Kristensen, Preben Sørensen og Sven Lausen samt Eigil Sørensen og Per Pedersen fra Herning og Jan Knudsen fra Silkeborg, til Frankrig for lørdag den 11. juni 2005 at køre cykelløbet Les Trois Ballons på 205 km med 4300 højdemeter. Under løbet skal tre de bjerge Ballon de Servance, Le Grand Ballon og Ballon d'Alsace overvindes og de sidste 5,5 km af løbet er en hård stigning op til La Planche Des Belles Filles.

Turen derned og hjem foregik i fire privatbiler. Hver vej var der ca. 1200 km og de blev delt op i stræk af ca. 300 km, hvor pauserne blev brugt til at nyde de medbragte rundstykker, kaffe, sandwich m.m. samt skifte chauffør, så der altid var en frisk mand ved rattet. Hele vejen var det tørvejr og i Frankrig meldte de tørvejr og ca. 20 gr. de dage vi skulle være der, så det tegnede godt.

Kl. 19.30 ankom vi til byen Belfort med 55.000 indbyggere, hvor vi skulle bo på Hotel Les Capucins. Efter bagagen var bragt ind på værelserne og cyklerne sat ned i hotellets kælder, var det tid for en gang aftensmad på en af byens restauranter. Vi sluttede dagen af med en kop kaffe, inden det var tid for at se dyner.

Fredag startede med morgenmad på hotellet og efterfølgende var der Kl. 10.00 aftalt en tur på cyklerne ud til startområdet i byen Champagney, hvor vi skulle afhente vore startnumre og tidsregistrerings chips. Vi fik også kigget lidt på boderne med cykeludstyr og bl.a. fik Jan Svendsen købt et par nye dæk. Derefter var det tid for en kop kaffe, inden vi cyklede ud for at se på løbets berygtede sidste stigning, nemlig en 5,5 km lang opkørsel til til La Planche Des Belles Filles. Nogen prøvede at køre et par km op og Eigil og Per tog lige hele turen op og ned. Efterfølgende cyklede vi hjem til hotellet igen. I alt blev det til en tur på ca. 70 km.

Resten af dagen gik med sightseeing i byen og lidt små justeringer på cyklerne. På hotellet var der til aftensmad bestilt ”cykel-mad”, så der kunne komme noget brændstof indenbords til morgendagens cykelløb.

Lørdag blev det så løbs dagen. Kl. 5.00 var der bestilt ”cykel-morgenmad” og ved 6.00 tiden var cyklerne på bilerne og vi kørte ud til startstedet i Champagney. Her fik vi cyklerne gjort klar og vi kørte hen til startområdet, hvor starten skulle gå kl. 7.15

Det var perfekt cykelvejr med ca. 20 gr. og letskyet. Alle Brande cyklisterne samt Eigil Sørensen kom fint igennem. Jan Knudsen måtte desværre udgå med krampe og Per Pedersen måtte desværre udgå med et sprængt bagdæk. Dækket sprang ved en hastighed på 65 km/t og det var Pers store erfaring og dygtighed der gjorde, at han fik cyklen bragt til standsning uden at styrte.

Eigil Sørensen var hurtigste mand fra gruppen, derefter kom Sven Lauesen og Preben Sørensen. De næste var Bjarne Kristensen, Henning Boisen, Niels K. Eriksen og Kim Eriksen. Derefter kom Jan Svendsen, John Henneberg, Jørn Larsen og Karl Risbjerg.

Efter at vi havde fået noget at spise i mål området og fået afhentet vore diplomer, var det tid til at tage tilbage til hotellet til et velfortjent bad. Dagen sluttede med en dejlig middag på hotellet og efterfølgende hyggesnak over en øl og kaffe.

Søndag var der morgenmad på hotellet inden vi skulle hjemad igen. Og ved 8.00 tiden kørte vi ud af Belfort og satte kursen mod Danmark. Hjemturen blev også delt op i stræk af ca. 300 km med korte pauser og chaufførskift. Vi holdte i kø en times tid i Tyskland, ellers gik hjemturen problemfrit og vi var i Brande ved 20.30 tiden.

Om turen kan siges at den var perfekt med godt kammeratskab, hyggeligt samvær, godt hotel og god mad. Selve cykelløbet var også et godt løb, veltilrettelagt med god skiltning og depoterne havde det der var behov for. Dog var der ikke mange, der var vilde med den første nedkørsel, da vejen var meget ujævn og med en del huller. Det vigtigste af alt var dog at vi slap for personskader.